ORD
ORD OG KOMMUNIKATION 2021
Bysegl.
Ordet “bysegl” er valgt, fortolket og ligger til grund for mine keramiske værker.
Ordets baggrund.
Vi er i Aarhus.
AROS, som vikingebyen hed oprindelig, beliggende ved å mundingen.
Aros bysegl er fra 1250 med skytshelgen Skt. Clement og apostlen Paulus med hver deres attribut, henholdsvis ankeret og sværdet.
Smukke kloakdæksler i hele byen, ja hele kommunen bærer denne historie.
De to mænd siddende med front mod hinanden ved en bygning flankeret af to tårne ved åen eller bugten beskrevet med en række bølger.
En måne og en stjerne ses på himlen.
Århus å har den største betydning for byens opståen og udvikling.
Åen, der løber gennem byen, er efter at have været dækket over og afdækket på ny, det centrale sceneri for et muntert liv på beværtning og cafe langs med åen, fredag, lørdag, søndag og hele ugen med.
Å mundingen var porten og transportvejen til AROS, den var værn mod fjendtlig indtrængen. Havet og volde beskyttede på de øvrige sider.
Det fremskudte forsvarsværn og overvågning fra Mols, Helgenæs og Samsø gav AROS en enestående placering.
Å mundingen ved DOKK 1 er afslutningen på et 40. km. langt forløb og en overgang fra åen og ud i den åbne havbugt.
Åen udspringer i Astrup Mose ved Solbjerg sø.
Tanker og overvejelser om ord.
Ord og sætninger springer ud af munden i en vekslende strøm.
Mundens placering under næsen i ansigtet giver en anvendelses mulighed for kommunikation samt for at drikke vin, spise pizza og kysse.
I “Smilets by” afskærmedes under corona pandemien munden med bind som en anden lukket byport.
Ord, suk og åndedrag.
“Ikke snakke med mad i munden”.
Skvulp-skvulp i mundvand.
Under frembringelse af keramiske gestalter opstår ordløshed. Værkstedet er fordybelsens helle.
Ånd og hånd gør hinanden klogere.
Skævt ramt bold kan også give mål.
For at ramme centrum sigtes perifert.
Ord og indtryk glider rundt mellem betragter og værk.
Med afsættet i ordet og motivet i “bysegl” er de skulpturelle vaser videreudviklet. Motivet er i processens forløb opløst fra sin oprindelige form.